|
Februar, 2002
Bogserien er en klassiker, som jeg lige siden jeg
var 14 har lovet mig selv at læse ved lejlighed. Tiden flyver
som bekendt, så det blev aldrig gjort. Derfor kunne filmatiseringen
heller ikke ødelægge nogle indre billeder for mig eller
genere mig med sammenligninger mellem originalen og filmatiseringen.
Men genren er lige noget for denne inkarnerede dagdrømmer
og eventyrelsker, så jeg satte mig til rette med tillidsfulde
Frodoblå øjne (og medbragte ørepropper - usejt
men nødvendigt).
Jeg tænkte, at om ikke andet kunne jeg tage
computerdesign-brillerne på og nyde specialeffekterne i fuldt
format - man har vel selv engang lavet en tre sekunders film i 3-D
Studio Max! Noget måtte der jo være om verdens dyreste
og mest opreklamerede film. Og det var der! Jeg troede aldrig, jeg
skulle komme så vidt, men jeg er blevet grundigt inficeret
med en Ringenes Herre bacille af den værste slags - teenagevarianten!
Kender jeg mig selv ret, vil jeg dog snart forvandle sygdommen til
den mere akademiske form i jagten på Tolkienforskningens resultater.
Det er efter min mening Ian
McKellen (Gandalf), Elijah
Wood (Frodo), Viggo
Mortensen (Aragorn) og Orlando
Bloom (Legolas) som står prentet på nethinden bagefter.
Sidstnævnte mere fordi han ser godt ud og er bueskytte end
for store skuespillerpræstationer (som barn elskede jeg selv
at skyde med hjemmelavede bambusbuer). Det er altid godt at lære
nye friske ansigter at kende i stedet for de sædvanlige 1,0000
$ klichéfjæs. Jaja, helt ukendte er skuespillerne altså
ikke, men de var det for mig. Til gengæld er det for en gangs
skyld rart, at der ikke er så mange kvinder med i filmens
første del (troede aldrig, jeg skulle udtale disse ord!).
Det sidste jeg har lyst til at se midt i arketypernes rejse er vammel
Hollywood romantik og fumlende jomfruer, som skal reddes. Men det
kommer jo nok, desværre, for investorernes skyld.
At jeg skulle begynde at opføre mig som en
rødkindet skolepige på grund af den film må skyldes
en slags panikalder. Faktisk har jeg aldrig opført mig "tøsagtigt"
med idoler på hjernen og væggene overklistret af drømmeobjekter.
Det må være en slags forsinket hævn over ungdommens
fornuft, at jeg nu både har indkøbt plakater, filmmusik,
bøger om Tolkien og med tilbageholdt åndedræt
gennemsøgt cyberspace for Ringenes Herre sites.
Jeg fandt f.eks. en LOTR browser (som gerne vil regere
min computers verden, hvis den fik lov), utallige muligheder for
at indkøbe LOTR ragelse af alverdens slags, fanklubber, e-kort,
fonts, skrivebordsbaggrunde, filmstills og meget andet. Man kan
endda komme ind i LOTR communities, som dyrker filmen - og især
dens skuespillere - ganske uhæmmet (se linkskassen under Netclubs).
Det er et helt psykologisk studie at se ind i denne specielle verden
af superfans!
De burde ikke overraske mig. Men at læse indlæggene
fra fanatiske piger/kvinder? i disse communities kan få én
til at krumme tæer over sine medsøstre (og forundret
spørge sig selv, om man mon selv har været i nærheden
af den slags galskab engang?). De river hårene af hinanden
(virtuelt) for at slås om "deres" helt ("he
is mine - mine" skriger de ned i tastaturet) og henånder
vildt over hvert billede. Hvis det ikke er et udslag af ringens
forbandelse, så ved jeg ikke. Og skån objekterne for
nogensinde at læse den slags om dem selv, det kan ikke være
sundt for egoet!
Der kan diskuteres i metervis, hvorvidt x har brunt
hår i bogen eller ej, hvor skuespillernes tatoveringer sidder
(gutterne fik alle tatoveret et elvisk nital), og undres over hvilket
materiale elversnuskebassens tøj mon er lavet af (tøj
som de alle helst ville rive af ham så hurtigt som muligt).
Så er det straks sjovere at finde sider, hvor
folk minutiøst har gennemtrawlet filmen for fejl (der en
del RET tydelige brølere) eller at dyrke de tekniske detaljer
for animation, kulisser, våben og tøj, hvor intet blev
sparet. Intet under at filmen blev så dyr!
Jo mere jeg lærer om baggrunden, jo mere imponeret
bliver jeg over detaljerigdommen og den fantasi, der er lagt i udformningen.
Bare den specielle stil indenfor arkitektur, beklædning og
metalarbejde er helt fantastisk - den helt rigtige blanding af art
nouveau, art deco og noget nordisk/keltisk inspiration som kan få
mig til at gå i spåner af fryd. Hvor kan man få
en elvisk indendørs-arkitekt, spørger jeg bare. Savle...
Men skal det være, så lad det endelig
være just dette univers, som giver anledning til verdensomspændende
besættelser. Det her er et vaskeægte kvalitetsunivers,
udtænkt gennem et helt liv af en lærd mand og ikke de
sædvanlige skabelonplots fra Hollywoods forudsigelige maskineri.
|
De mere seriøse kan blive amatørantropolog
i Hobbitkultur eller fordybe sig i fantasisprogenes fonetik og grammatik
(der findes endda Tolkienhistorikere og Sindarin-lingvister). Husker
I f.eks. hvad ordet mellon
betyder, som nævnes i filmen? Nå, det er måske
for let. Hvad er så en ungol?
Der er echuir
i luften, så antallet øges.
Det må pine de klassiske Tolkien fans at blive
rendt over af "useriøse" popfantaster. De kan så
glæde sig til den dag, hvor nyhedens interesse forsvinder,
og børnene/teenagerne troløst kaster sig over nye
hotte objekter serveret af medieindustrien. Forhåbentligt
har de i mellemtiden fået lært noget om kultur, historie
og - moral.
Som humanist er det selvfølgelig først
og fremmest en gysende glæde at analysere plottet. Urtemaet
om de godes kamp mod det onde bliver aldrig udtømt, men det
kan gøres med eller uden dybde. Så må man leve
med, at den kære Oxfordprofessor har lånt fra mange
kilder, bl.a. den nordiske mytologi, for at opveje det kedelige
faktum at englænderne ikke har så meget at byde på
selv (og jeg er ikke udelt begejstret over hans benyttelse af "vores"
kulturarv). Man sidder hele tiden og finder velkendte stumper fra
alverdens mytologi, sprog og kulturer, og det kan være en
smule forstyrrende for indlevelsesevnen. Her skal ikke tænkes
og analyseres midt i biografens mørke. Kun opleves. Og det
på trods af sidedamernes konstante snakken filmen igennem
(selv under de tårevædede dødsscener!). Og fruerne
bagved - jeg fik fattett, at sæderne ikke passer jeres
gumpe, at lyden ikke behøver at være så høj,
at uhyrerne er latterlige, og at I overhovedet ikke fatter filmens
univers - men behøver det at gå ud over min illusion?
Og så kan man måske få lov at nyde
kulisserne, teknikken, rekvisitterne, musikken, Frodos nuttede uskyld,
Aragorns karakterfaste heltetype, Legolas' ophøjede renhed,
Gandalfs mystiske manøvrer og de mørke kræfters
farlige tiltrækningskraft i fred?
|
