På journalisthøjskolens Åbne Uddannelse 2002 fik vi bl.a. en opgave, der gik ud på at sætte os med pen og papir et offentligt sted. Her skulle vi sidde en halv times tid og bare observere, hvad der skete omkring os, fange stumper af samtaler og beskrivelser af omgivelserne. Tilbage på skolen gik vi til tasterne og fik endnu en halv time til at skrive det ned. Her er hvad jeg fik ud af en kold morgen på Roskilde Banegård.

Myrestien

Fin og nyrenoveret ligger Roskilde Banegårds nye ventesal klemt inde mellem den trafikerede gade og togsporene. Facaden er pudset op, de buede vinduesfag har afløst de firkantede fra halvfjerdserne, og malerkosten har været i sving, så forhallen nu glinser i modefarverne beige og brun. En ISS mand i orange arbejdsdragt samler omhyggeligt papir op fra gulvet med sin grådige gribetang. Han har samme søvngængeragtige systematik som en husmor, der for tyvende gang samler legetøj op fra stuegulvet, og intet bliver overset. Her skal være fnugfrit, for gæstenre dukker op i en lind strøm, tankeløse med deres mudrede fodtøj, fedtede madpapir og våde paraplyer.

Jeg sætter mig på en af de nye beige marmorbænke og ser mig omkring - øjnene skal først orientere sig i de anderledes omgivelser, for alt ser så uoverskueligt ud på trods af steriliteten. De før så bulede skraldespande er nu udskiftet med firkantede kromobjekter - specialdesignede, naturligvis, så de dårligt ligner skraldespande længere. Men klunseren i det krøllede tøj kan stadig genkende en møgspand, når han ser én, og for ham er skraldeposernes indhold det samme som før byrådets prestigeprojekt - det er bare mere besværligt at få hånden lirket derned. Ventesalen er halvt fyldt op med rejsende, og dog værdiger ingen den ældre mands søgen nogen opmærksomhed, måske fordi hans nussede skikkelse passer så dårligt ind i alt det arkitetkttegnede. Dørene går op og i med jævne mellemrum og sender bølger af kulde og hvinende togbremser ind over os, som påmindelser om den uordentlige verden udenfor.

Et selskab af midaldrende herrer samles midt på gulvet og hilser hjerteligt på hinanden, efterhånden som gruppens medlemmer ankommer. "Davs, gamle dreng, hvordan går det?" lyder det igen og igen, når stilfulde jakker får et kammeratligt dask. De fortæller, hvor deres biler holder parkeret, og den sidst ankomne får at vide, at han har grebet sagen helt forkert an ved at parkere i bymidten. "Du skal bare flytte din bil hen på hospitalets parkeringsplads, der kan du holde helt gratis", formaner en distingveret herre i sorte lædersko og Armanijakke. De skændes nu længe om, hvordan man finder derhen, men flytter efterhånden deres strategiske diskussioner over i DSB's cafeteria, hvor jeg ikke længere kan følge dem. Kun deres høje dybe latter runger til stadighed ud over salen, som de går.

På den modsatte bænk sidder en familie med mor og tre sønner. De to tvillingedrenge sidder dybt koncentrerede, bøjede over en mekanisk anordning, som kan være en mobil eller et spil. Deres vindjakker er helt ens, og deres bevægelser spejler hinanden. Moderen ryger en smøg og ser fraværende ud i lokalet. Selv ikke den yngstes støjende aktiviteter kan flytte hendes bliks fokus tilbage på nærbillede. Ungen kører i livsfarlige cirkler rundt på løbehjul og afskærer de rejsendes målbestemte ruter over gulvet. Moderen bibeholder det så typiske blind-døve udtryk, som moderne mødre ofte antager, både overfor det maniske afkoms terror og de fordømmende blikke, det afstedkommer.

Efterhånden som jeg har siddet her nogle minutter, begynder jeg at falde sammen med omgivelserne, som en plante, der har slået rod i urskoven. De andre bænkevarmere ser ikke længere på mig, som de gjorde lige da jeg kom ind og satte mig. Et kort sekund strejfer deres blikke nysgerrigt hver nyankommen i synsfeltet, men blikket glider så hurtigt bort igen med et ligegyldigt udtryk som effektivt lukker skodderne over ansatsen til velkomstsmil. Deres øjne søger kun efter skabelonen af kendte ansigter. Med mellemrum skæves der dog også til hallens ur med et fornærmet udtryk, som gik det med vilje for langsomt.

Min opmærksomhed drejer bort fra de enkelte individer og leder efter sammenhængende mønstre. Øjnene fanger fire stier af små ophøjninger i gulvbelægningen, som danner et skakbrædt på gulvet. De to linjer går fra hovedgadens døre til perronens døre og de to andre fra billetkontoret til kiosken. Det går op for mig, at det må være afmærkninger til blinde. Men de fleste af de hastende individer følger alligevel ubevidst linjerne, som blev de trukket i en snor henover gulvet. Alle går i lige rækker med blikket fast rettet mod endepunktet, hurtigt og beslutsomt uden at tøve eller standse op. Nu ved jeg, hvad det minder mig om: En veltrådt myresti! Afmærket af tusinder af fødder og kemiske signaler, som styrer arbejdernes skridt fra a til z. Vi andre kunne faktisk lægge os til at dø her på vores individuelle bænke, og ingen ville tage sig af det, for alle har et sted, de skal hen og en skabelon for, hvad de vil se eller ej.

Og dog! Måske der så bare kommer en mand i orange dragt og fejer os op i en veldesignet skraldespand eller maler os over med den påkrævede beige farve.