logo

Min første hjemmesides tekst

Ak ja, det var dengang! Teksten fra min allerførste hjemmeside fra 1995, som ikke bestod af meget mere end en lang side med tekst (og giffer) plus en bunke undersider med links om forskellige emner. Den var både i en dansk og en engelsk version. Jeg gemmer den mere for nostalgiens skyld end for indholdets kvalitet.

"Mac-ynk!
En hjemmeside! Sådan et statussymbol vil jeg også have, besluttede jeg mig for. Man skulle jo nødigt ende i gruppen af de mediesvage net-analfabeter, som verden suser forbi. Og så er det en fed chance for at publicere noget uden at skulle igennem redaktioner og censorer. Men hvordan, altså? Som Mac ejer får man ikke just html programmer smidt i nakken, sådan som Windows folkene gør. I har allerede gættet det! Som akademiker er det første man gør selvfølgelig at lede efter svaret i en bog. Dette sted er oprindeligt flikket sammen efter et lille hæfte fundet på Roskilde Bibliotek. Og når jeg kan, kan I også! Senere har jeg fundet mig et Pagespinner program, men det går kun langsomt fremad, som man kan se. De Smarte Web Eksperter vil sikkert vride sig over denne primitive og fejlbefængte side, men den er MIN! Uden tilsætningsstoffer, pengeinteresser (andre end Geocities) eller RAM spisende finesser.

En moderat og ikke særlig afslørende introduktion
Jeg vil ikke tale om kedelige ting som alder (giiisp!), ægteskabelig stilling, ynglingsretter eller "mine kæledyr". Hvad du mere har brug for at vide er, at jeg er født og opvokset i Roskilde. Faktisk er Roskilde en gammel by, fyldt til randen med histore. Du har sikkert hørt om vikingeskibshallen, Roskilde Domkirke eller måske endda om Museet for Samtidskunst. Og ja, det er rigtigt...det er "den der by med festivallen!!" Selv er jeg lidt af en veteran efterhånden. Ses vi derude næste år?:-). Hvis du skulle få lyst til at komme forbi min by, kan du orientere dig om mulighederne hos Roskilde egnens Turistbureau.

Jeg bor i et hus i et almindeligt villakvarter tæt på centrum. Jeg holder meget af at være i haven. Desværre holder mine naboer også meget af at larme. De er overbevist om følgende universelle leveregler: at radioer absolut skal stilles på højeste volume for åbne vinduer, at det vil være traumatisk for det manisk HYLENDE afkom nogensinde at blive tysset på og dermed hæmmet i deres frie udfoldelse, samt at frimærkestore græsplæner absolut skal slås med en gigantisk brølende elektrisk benzinslugende plæneklipper beregnet på mindre parker (ja, jeg træner i at blive en sur gammel kværulant! :-/). Hønsehold med tilhørende hane(r) er også et interessant storbyfænomen.

Hvorfor i alverden vi så bliver boende? Mine bedsteforældre byggede huset på denne en gang så øde mark, og familien har boet her i 3 generationer. Desuden er det en attraktiv placering, og mange er vilde med at købe huset. Jo mere ejendomsmæglerne plager, jo dejligere synes stedet.

Universitetet
Jeg læser på Roskilde Universitetscenter. Gruppearbejde på RUC er sandelig en oplevelse i sig selv. Prøv det siger jeg bare - du glemmer det aldrig! Overlever du med nervesystemet i behold, har du derimod en god ballast i livet fremover. På RUC har jeg spildt..hm ...udfyldt tiden med mange forskellige projekter lige fra lyd-dias serie lavet til landmænd, som ikke overholder naturfredningslovene til analyser af vikingeskibshallens udstilling. På engelskstudiet har jeg muntret mig med bl.a. litteraturanalyser af romaner skrevet af Virginia Woolf, Thomas Hardy, Willa Cather samt et interessant studie af kvindelige SF/Utopi forfatterinder. Kan du ikke få nok af sf (ikke partiet men genren), er himlen i vente hos Feminist SF, Fantasy and Utopia.

Interesser
Naturen (link til emneside) og alle dens væsener, indfødte folks rettigheder (link til side med foreninger, blade og udvalgte links), litteratur, at male og tegne samt kunst i almindelighed (link til side med kunstlinks), at spille guitar og lytte til musik - hvem kender forresten nogen som vil lære mig at spille irsk tin-whistle?

En anden interesse er at "samle" på pennevenner fra hele verden og derved lære dem og deres kultur bedre at kende. Jeg skriver sammen med personer fra flg. lande: Island, Norge, Finland, Sverige, Tyskland, Holland, Portugal, England, Isle of Man, U.S.A, Canada og Australien. Det lyder uoverkommeligt, men det er det ikke. Selvom jeg har mange net-venner holder jeg aldrig op med at dyrke min "snail-mail". Her på nettet er der faktisk osse newsgroups og andre steder hvor man kan finde net-pennevenner. De kan jo altid overtales til at finde blyant og papir frem senere!

Andre svagheder og tilbøjeligheder (som jeg vil sige højt, altså) omfatter: Monty Python og engelsk humor, Steen og Stoffer, programmer som Twin Peaks og X-Files, altid at skulle samle smukke sten op når jeg finder dem (er af den type der vender hjem fra ferie med en kuffert fuld af strandsten istedet for souvenirs), at bruge timevis på museer, at se på gamle træskibe med blafrende sejl, de nordiske lande, Irland og alt der har med landet at gøre - især folkemusikken, Guiness og de grønøjede..hm, jeg mener de grønne bakker, - og meget mere (dette skal jo ikke tage jer timer at downloade!). Der er meget mere jeg kunne dele med jer, men dette er ialtfald en start. Hjemmesider har det med at blive alt for lange, selv-centrerede og rent ud sagt kedelige og denne er ingen undtagelse. Send mig noget e-post , eller hvis du har travlt, kan du skrive i min gæstebog! Det er kedeligt kun at skrive til en tavs skærm så jeg vil gerne have lidt levende respons! "

langt citat slut


Tilbage til arkivet

 

musik bladhylden hobbyrummet job arkivet forside